Ådalskolens værdigrundlag

 
Vision
 
 
Vi vil skabe en indholdsrig skole præget af det grundtvig-koldske menneskesyn baseret på ansvarlighed, åndsfrihed, demokrati og gensidig respekt.
 
Vi vil skabe en skole, hvor såvel det socialt forpligtende fællesskab som det faglige niveau, danner rammen for den enkelte elevs alsidige og personlige udvikling.
 
Ud fra ovenstående forudsætninger vil vi arbejde for at gøre Ådalskolen til en af de mest attraktive skoler i Danmark - for såvel elever og forældre som medarbejdere.
 
Mission
 
Vi vil skabe hele mennesker i trygge og virkelystne rammer, som med respekt for andre og fællesskabet er frie, åbne og nysgerrige, som er præget af selvtillid og selvværd, som er rummelige og glade, og som fagligt har alle muligheder åbne i deres fremtidige virke, hvad enten dette kommer til at foregå inden- eller udenfor det videregående skole- og uddannelsessystem.
 
Værdier
 
Vores resultater gør en forskel
Elever, forældre og medarbejdere arbejder målrettet på at efterleve vores mission og vision for skolen. Vi er stolte over at være en skole, der optimerer den enkelte elevs fremtidige muligheder.
 
Vi tænker på fremtiden
Vi har mod til at tænke stort og nyt - og finder løsninger, der virker såvel nu som i fremtiden. Initiativ, engagement, viden og sociale kompetencer blandt såvel forældre, elever som medarbejdere er en forudsætning herfor.
 
Vi skaber en god skole sammen
Vi løfter bedst i flok – og vi brænder for det vi laver
 
Kommunikation (til hjemmesiden)
 
1. Skole/hjem
 
Vi lægger vægt på den jævnlige og gode kontakt mellem skole og hjem, der er præget af ansvar, respekt for og tillid til hinanden. Det forventes, at forældrene er engagerede i børnenes hverdag på skolen, og bl.a. i videst mulig udstrækning deltager i arrangementer på skolen.
Forældre er også velkomne til at være med i undervisningen.
Den løbende dialog forældre og lærer imellem er meget vigtig. Forældre kan altid kontakte lærerne, hvis de har brug for en snak om eleven, ligesom skolen forventes at blive kontaktet, hvis der sker væsentlige forandringer i familien, så der kan tages vare på, drages omsorg for og imødekomme eleven.
Skolen kontakter altid forældrene, hvis der er længerevarende problemer eller akut opståede tillidsbrud.
 
Eksempler på skole/hjem samarbejdet i praksis:
Skolelederen har ved indskrivning af kommende elever samt ved forældremøde i Børnehaveklassen (BHK) inden skolestart en snak med alle børn og forældre, hvor de bliver gjort bekendt med skolens værdigrundlag, og hvilke forventninger skolen har til forældrene og børnene. Der henvises i øvrigt til skolens politikker.
 
Lærerne afholder hjemmebesøg i 1. Klasse, og nye elever tilbydes dette til og med 6. klasse.
 
Velkomstfest for BHK og 1 .kl. i løbet af sensommeren, 1. klasses forældre arrangerer og inviterer.
 
Forældremøde i alle klasser i løbet af efteråret med deltagelse af et bestyrelsesmedlem. Disse forældremøder kan sagtens planlægges af forældre. Hvis behovet for et ekstraordinært forældremøde opstår, er der, efter aftale med klasselæreren, mulighed for et sådant. På forældremødet vælges to eller flere forældrerepræsentanter pr. klasse pr. år, som kan arrangere diverse arrangementer, fester for eleverne og hjælpe til ved møder.
 
Forældresamtaler finder ligeledes sted i løbet af skoleåret, hvor dansk- og matematiklæreren altid deltager, senere i forløbet deltager sproglærerne også. Fra ca. 6.kl. deltager eleverne i disse samtaler. Indtil 2. klasse er der to af disse samtaler om året. Derefter er den anden samtale i skoleåret en elev-lærersamtale.
 
I foråret afholdes endnu et forældrearrangement, som oftest er et lejrskolemøde, hvor forældrene orienteres om lejrskolen.
 
Information kommer ud i god tid via ForældreIntra. Å-posten kommer ud en gang om måneden, hvor forældrene løbende orienteres om skolens arrangementer og lignende. Sommerposten udkommer umiddelbart før sommerferien og indeholder bl.a. adresser på alle elever, lærere og bestyrelse.
 
2.  Morgensamling, Fortælling og Historie.
 
Hver dag samles vi til morgensamling, hvor vi synger et par salmer og sange, der deles relevant information, og der bedes fadervor. Det giver en rolig og god start på dagen, og eleven får kendskab til forskellige salmer og sange – samtidig styrkes følelsen af fællesskab.
Morgensangen giver mulighed for, at eleverne lejlighedsvis kan præsentere noget af det, de har arbejdet med (musik, historie, skuespil og lign.) 
 
Udover morgensangen er fortællingen en vigtig del af skolen bl.a. på baggrund af Kold’s tanke om læring gennem fortælling. Eleverne lærer at lytte, lærer at uddybe ting og gøre dem levende. En god måde at formidle oplevelser på.
Vi bruger fortællingen, fordi det er godt for fællesskabet, da det skaber bedre kontakt mellem elev og lærer – eleverne skaber deres egne billeder, og fortælling er mere levende
Der er mest fortælling i de små klasser, men bruges også i de større klasser især omkring specielle emner eller emnedage.
 
Skolens historie er selvfølgelig en vigtig del af dagligdagen. Vi har valgt at gøre den nedskrevne historie offentlig tilgængelig via hjemmesiden. Både i dens fulde ordlyd, Jubilæumsskrifter, men også som kronologiske stikord, krydret med righoldigt billedmateriale.
Se den spændende historie på www.aada.dk
 
3. Aktiviteter
 
Vi har et højt aktivitetsniveau  på Ådalskolen fordi vi mener, det i høj grad underbygger det sociale samvær elev, forældre og lærer imellem. Her vil vi kort beskrive et par af de aktiviteter som vi vægter højt på skolen;
 
Skoleudflugt
I august arrangerer 4. kl.’s forældre en fælles udflugt for hele skolen. Det foregår typisk en lørdag/søndag. Idéen med udflugten er, at få styrket fællesskabet ved at børn og forældre får snakket, hygget og leget sammen på tværs af klasserne.
 
Onsdagsaftener
Vi afholder 2-3 onsdagsaftener i november. Fra kl. 17.00 – 19.00 har vi  ca. 10 – 12 åbne værksteder, som ledes af frivillige forældre/bedsteforældre. Her kan man hygge sig sammen og producere en masse spændende ting. Hver aften slutter med fællesspisning.
 
Lejrskoler
Skolen vægter lejrskoleaktiviteter meget højt. Derfor tager alle skolens klasser hvert år på lejrskole rundt omkring i landet, og de større elever oplever også at turen går til udlandet. Socialt mener vi, at det har stor betydning for klassernes trivsel, at eleverne”oplever” hinanden på en anderledes måde og under andre former end i dagligdagen. Derudover inddrages lejrskolerne i det faglige arbejde i klasserne.
 
Vi opfordrer til at finde information vedrørende øvrige aktiviteter på Ådalskolens hjemmeside; www.aada.dkunder ”kalender”. 
 
4. Fritid på Ådalskolen
 
Det er vor ambition at være et samlingspunkt  – et naturligt og rart sted at være og tilbringe sin fritid for hele skolekredsen – både børn og voksne
I den grad det kan forenes med skolens værdier, vil vi også tilbyde vores skole til vores lokale samfund – heraf f. eks. samarbejdet med Bellinge Idrætsforening, sangforeningen mv. Vi vil deltage og ånde  i det lokale liv, vil ses og høres, og vi vil gøre en forskel.
Til de voksne tilbydes der året  igennem (udover gymnastik og sangforening) arrangementer af forskellig art, f. eks. foredrag, forældrefest,  teater osv. Særligt målrettet børnene er tilbuddet om at deltage i gymnastikforeningen.
 
Det som fylder allermest på skolen, er Skolefritidsordningen (SFO), som er et attraktivt tilbud til skolens børn fra BHK til og med 3. klassetrin.
I SFO er det vigtigt at støtte op om og være der for børnene. At hjælpe dem til at trives og udvikle sig – at skabe rammer som fremmer børnenes fantasi og kreativitet  - at gøre dem til glade børn med appetit på livet.  En meget vigtig forudsætning for, at dette kan lykkes, er samarbejdet med skolen. De informationer, skolen videregiver til SFO kommer børnene til gavn.  Har der f.eks. i løbet af dagen været konflikter, forventes det at SFO er opmærksom og følge op. Det kan også være længerevarende sygdom, død,  skilsmisse og andre ting, som berører børnene meget, har skolen en sorgplan, som vil blive fulgt. Dette er bl.a. årsagen til, at pædagoger fra SFO deltager i forældremøderne.
En stor del af tiden i SFO foregår udendørs, fordi vi mener, at udendørsaktiviteter giver sunde børn og sjove fælles oplevelser. I naturen kan både børn og voksne lære meget af hinanden.
Informationer om aktiviteter og hændelser sker dels gennem ForældreIntra, og dels i forbindelse med den daglige afhentning, hvor vi gerne tager os tid til en lille snak. Desuden deltager SFO personale i forældresamtalerne.
 
5. Hjemmeside og ForældreIntra
 
På skolens hjemmeside www.aada.dkforefindes skolens værdigrundlag, samt generel information om skolen i øvrigt.
 
For at styrke og effektivisere kommunikationen mellem skole og hjem har alle forældre adgang til ForældreIntra, hvor al information vedr. fælles arrangementer for skolen eller klassen kommunikeres. ForældreIntra kan også anvendes af medarbejderne til at kommunikere skriftligt med den enkelte elevs forældre, ligesom forældre opfordres til at skriftlig kommunikation med personalet foregår via ForældreIntra.
ForældreIntra afløser ikke den løbende verbale dialog forældre og lærer imellem.
 
Skolen har Elev-Intra, som benyttes i forbindelse med undervisningen.
 
Skolens bestyrelse har defineret en hjemmesidepolitik, som følger datatilsynets anbefalinger mht. beskyttelse af elever og læreres identitet.
 
 
 
  
 
 
 
 
Politikker
 
Ådalskolen er en friskole, som bygger på det grundtvig/koldske menneskesyn og skoletanker, hvor der lægges vægt på at børn, forældre og lærere mødes i et forpligtende fællesskab om skolens liv. At skolen er en friskole betyder, at skolen er en sammenslutning af forældre, som påtager sig ansvaret for de overordnede principper for elevernes dannelse og undervisning. Det foregår i samarbejde med skolens elever og lærere.
 
Undervisningen skal udvikle elevens selvværd, ansvarlighed og samarbejdsevne med respekt for den enkeltes og andres personlighed. Desuden skal eleven have en undervisning, så de når et fagligt niveau, hvorved deres muligheder i det videregående skole- og uddannelsessystem åbnes.
 
Eleven skal bibringes færdigheder i såvel det boglige som det praktisk/musiske, således at eleven opnår en livsduelighed, og kan gå ud i livet med en selverkendelse, åbne sanser, tro på egne evner og muligheder. Udover i den daglige undervisning, søger vi at indfri disse intentioner via skole/hjem samarbejde, aktiviteter inden- og udenfor skoletiden, fortælling og morgensang.
 
Det er et fællesansvar at eleven trives og kan undervises. Det er forældrenes ansvar, at eleverne møder udhvilede og velforberedte til skoledagen (se også Sundhedspolitik).
Gensidig loyalitet er et vigtigt nøgleord, og eventuelle uoverensstemmelser med skolen bør  ikke diskuteres i børnenes påhør.
 
1. Forventnings- og konsekvenspolitik
 
Forventnings- og konsekvenspolitik er under udarbejdelse
 
2. Trivselspolitik
 
Foreligger
 
3. Sundhedspolitik
 
Foreligger
 
4. Alkohol politik
 
På 7. klassetrin afholdes et alkoholmøde evt. i forbindelse med efterårets forældremøde, hvor forældrene får mulighed for at diskutere alkoholpolitik og holdninger. Ved den lejlighed definerer klassens forældre en alkoholpolitik, som revurderes hvert år.
 
 

Elevernes alsidige personlige udvikling

På Ådalskolen styrkes elevernes alsidige personlige udvikling på et utal af måder i skolens vidtfavnende pædagogiske virke. Det er ikke muligt at udkrystallisere alle facetterne i den holistiske virkelighed, Ådalskolen er ramme om.

Nedenstående er i punktform opstillet overskrifter for fem delelementer i elevernes alsidige personlige udvikling. For hvert delelement opstilles eksempler på, hvordan elementet tilgodeses i friskolens undervisningstilbud.  

Sprogundervisningen bidrager på Ådalskolen i stor stil til elevernes alsidige personlige udvikling, da det at tilegne sig modersmålet og et fremmedsprog er en væsentlig faktor i udvikling af personlig, kulturel og folkelig bevidsthed.

I formålsparagraffen står, at "eleverne skal bibringes færdigheder [...] således de opnår en livduelighed". I en global verden må vi tage dette også bogstaveligt i f.eks. engelskfaget, hvor elevernes nysgerrighed over for omverden styrkes samtidig med, at eleverne med det engelske sprog får det bedst tænkelige værktøj til kommunikation med folk fra andre kulturer. I en global tidsalder anser vi en god sprogkompetence i ikke mindst engelsk for at være uhyre vigtigt. Eleverne lærer af egen erfaring, hvorledes et aktivt fremmedsprog kan være nøglen til indsigt og mange forskelligartede kvalitative oplevelser.
Efter elevernes modenhed inddrages de i en række erkendelser af egen kulturs sammensætning ved mødet med kulturer fra engelsk- eller tysk-talende lande.

Det er skolens opfattelse, at læring af fremmedsprog på alle planer er helt centralt, når skolen skal forberede eleverne til at leve med frihed og folkestyre i en globaliseret verden.

Alle elever på Ådalskolen har en klasselærer tilknyttet, der sammen med ledelsen har øje på den enkelte elevs alsidige personlige udvikling. (Udvikling beskrives i elevplanerne, som forældrene kan se på ForældreIntra. Gennem arbejdet med elevplanerne søges den enkelte elevs alsidige personlige udvikling både bevidstgjort for eleven og hjemmet).

Ådalskolen anses det for væsentligt, at eleverne i løbet af skoletiden deltager i mange forskelligartede og positive oplevelser og fællesaktiviteter. Gennem besøg udefra bibringes eleverne elementer til en bred verdensforståelse. Til de forskellige arrangementer er der åbent for deltagelse af forældre og andre i skolens bagland. Målet er ikke mindst at styrke den åndelig/kulturelle og sociale udvikling og forståelse.

I fagene arbejdes bevidst med at styrke elevernes alsidige udvikling gennem anvendelse af det overordnede læringssyn, der er beskrevet i skolens formål. Eleverne inddrages efter modenhed i en række beslutninger om såvel arbejdstemaer som undervisningsformer, mål for udflugter og ekskursioner m.v.. Undervisningsformerne understøtter det centrale syn på en udvikling fra lærerstyring til deltagerstyring hen over skoleårene. 

Skolen har et tæt samarbejde mellem skole og hjem. Dette kommer til udtryk gennem en række fællesarrangementer i løbet af året. 

På skolen anses det for væsentligt, at eleverne i løbet af skoletiden modtager mange og forskelligartede oplevelser. Skolen prioriterer fagligt og socialt indhold ved ekskursioner og lejrskoler gennem hele skoleforløbet. Skolens undervisningsplan er i øvrigt tilrettelagt, så eleverne vil møde faglige og personlige udfordringer af vidt forskellig art. Det er en del af skolens læringssyn, at undervisningen i bred forstand skal stille krav til menneskets mange forskellige læringsformer.

I arbejdet med skolens undervisningsmiljøplan, inddrages eleverne i betydende og mærkbare beslutninger og er medansvarlige for skolens æstetiske og etiske miljø. 

 

Dannelse

På Ådalskolen er friskole-værdierne mange - herunder i høj grad også dannelse. Friskolen skal jævnfør vores grundtvig-koldske ståsted og forældrenes forventning skabe miljø for elevernes udvikling af dannelse, som ses både som traditionel dannelse og i en moderne tilgang, der passer til en samtid i et polycentrisk samfund. Et kompetent svar på ønsket om moderne dannelse er hentet hos den tysk-amerikanske matematiker Gotthard Günther, hvis idéer ligger bag Qvortrups udtryk ‘transjunktional dannelse’, der handler om at udvikle en evne til at ‘gå på tværs’ af de mange koder og ‘frames’. Det handler om at kunne iagttage refleksivt: Iagttage fra andres sted, iagttage sig selv og være bevidst om egne blinde punkter, samt iagttage iagttagelsen. I.e. at kunne forholde sig i hyperkompleksiteten gennem hvad man kunne kalde en gensidig observerende metadiskurs.

KA - 2013